Arkiv 28. november 2016

Levende låger

Hver dag i december mødes vi under lygten på Badstuevælen og går til dagens Levende Låge som er et vindue pyntet af en familie i den gamle by, hvor familien selv bestemmer, hvad de vil vise frem og hvad de vil fortælle.
Jul i Dragør
Besøget slutter med en fællessang og evt. anden underholdning – og af og til er der endda lidt mundgodt eller noget varmt at drikke.
Hele seancen tager ca. 20 minutter så det er god måde at nyde den skumringen og få en mundfuld vinterluft i godt selskab.
Hvis man gerne vil se alle de pyntede vinduer, kan man se en liste med alle ‘låger’, der er besøgt, i butikken Laura Ella på Neels Torv.
Startsted: Badstuevælen – under lygten
Tid: Hver dag i december klokken 16.30, dog den 24. december kl. 11.00

Julemarked på Amagermuseet

Julemarked

Den 26.-27. november kan du komme til hyggeligt julemarked på Amagermuseet, hvor den gode julestemning er helt i top. Nordgård er fyldt med en masse spændende julevarer for enhver smag. Der er julevarer, nisser, julekager, konfekt. brugskunst, hjemmelavet marmelade og honning.
Få også dekoreret dit eget honninghjerte med navn på.
I caféen serveres der lune æbleskiver og varm gløgg.
For børnene er der nissesporjagt. Kan du hjælpe med at finde nissens forsvundne tøj?
Lørdag den 26. november kommer julemanden på besøg, og vi danser om juletræet og synger sange.
Søndag den 27. november bliver der fortalt julehistorier i kælderen på gammelgård.
Julemarked: 26.-27. november kl. 12-16.

Juleudstilling

På den gamle museumsgård emmer der af historisk julenostalgi. De mange stuer er hyggeligt pyntet op efter alle kunstens regler. Du kan opleve juleskikke, som du kender det fra barndommens jul, men også opleve glemte juleskikke, der er forsvundet i takt med at nye skikke er kommet til.
Den gamle schout fortæller om julen i Hollænderbyen. Du kan også komme i julestemning ved at besøge maleren Julius Exners hyggelige stue.
Juleudstilling: 26. november til 15. december kl. 12-16. Lukket mandage.

Bemærk!

Julemarkedet på Amagermuseet er kun denne ene weekend mens julemarkedet i Dragør er hver weekend indtil jul.

Julemarked i Dragør

Alle adventsweekender (lørdag og søndag) kan du opleve julestemningen på Badstuevælen i midten af Dragørs gamle bydel, hvor du kan gense de små juleboder, som oprindeligt var kulisse for DR’s julekalender “Tidsrejsen” der blev sendt i 2014.
Julemarked i Dragør
Du kan nyde pandekager, gløgg og andre former for mad og drikkevarer.
Markedet er åbent alle adventsweekender kl. 11 – 16.30
 

Juletræet i Dragør

Byens Juletræ på Neels Torv tændes traditionen tro lørdag 26. november – i år for 26. gang.
juletraeet-i-dragoer-med-sne
Klokken 14 kommer julemanden til torvet for at høre, hvad børnene ønsker sig og hans nissepiger deler godter ud til børnene. Der vil også være musik i gaden.
Borgmesteren læser højt af Peters jul klokken 16 og derefter bliver juletræet tændt.